Janne

Janne er uddannet biolog med speciale i adfærd og fysiologi. Janne har undervist i agility i DcH siden 2001 og fokuserer primært på klikkertræning.

Jeg er vokset op i en hundeklub. Min mor, Anette, har haft mig med på slæb siden hun startede med sin første hund, da jeg var 3 år gammel. Efter min mor fik sin første border collie, da jeg var 9 år gammel, var min store drøm at få min egen hund, og da jeg blev 11 år fik jeg også en border collie. 

Agilitytræner

Jeg startede med det samme til agility og har ikke sluppet det siden. Som 16-årig tog jeg uddannelsen som agility-træner ved DGI og gik igang med at undervise hver mandag aften i Odder DcH. Jeg har undervist alt fra gravhunde til border collier og på alle niveauer. Jeg elsker at motivere, nørde og grine med mine elever og gør en stor dyd ud af at møde hund og hundefører på deres niveau. 

Klikkertræner

Jeg fandt ret hurtigt ud af at klikkertræning var en utroligt effektiv træningsform. Det tiltaler både nørden og perfektionisten i mig, og det er helt i tråd med mine værdier omkring hundetræning. Jeg vægter både glæde og selvstændighed hos hunden rigtig højt. 

Jeg har undervist i klikkertræning i Odder DcH og på Dansk Hundeferie, og jeg bruger det til daglig både til mine hunde, men også i mit virke som dyretræner i Skandinavisk Dyrepark. 

Biolog

Natur og dyr har alle dage været en stor passion for mig. Det var derfor ikke mærkeligt, at jeg valgte at læse biologi på Århus Universitet. Jeg lavede min bachelor i adfærdsbiologi og mit speciale i dyrefysiologi, men under min uddannelse sugede jeg alt omkring adfærd og træning til mig. 

Under studiet arbejdede jeg som dyreguide i Skandinavisk Dyrepark, og i 2012 tog jeg et sabbatår for at hjælpe med at opflaske en isbjørneunge. Jeg stod bl.a. for træningen af isbjørneungen. Da jeg færdiggjorde mit speciale i 2014 startede jeg fast i dyreparken, hvor jeg træner brunbjørne, isbjørne, havørne og ræve. 

Kurser og uddannelse

2002: Agilitytræneruddannelse ved DGI Niveau I, II og III.
2007-2014: Kandidatgrad i Biologi ved Aarhus Universitet 
2014: Dyretræneruddannelse ved DAZA (Danish Association of Zoos and Aquaria)

HundeToften I/S, “Godset”, Koustrup 2, 8560 Kolind, Danmark, hundetoften@gmail.com